lørdag den 24. januar 2015

Fliser hentet i trailer og opsætning af reoler i redskabsrum

Fra morgenen af var jeg i Ikast for at hente fliser, som på tirsdag skal lægges og sættes op i fællesrummet og badeværelset nedenunder.

Det var ikke lige det bedste vejr til det, men det kunne jo ikke nytte noget - jeg måtte afsted for jeg har ikke tid mandag og murerne SKAL igang, for ellers skrider planen.





Eftermiddagen gik med at sætte reoler op i redskabsrummet, som jo er ved at være færdigt som det første. Dejligt at kunne flytte noget "på plads". Jeg bruger alt for megen tid på at flytte på ting, fordi jeg hele tiden har manglet opbevaringsplads. Nu skal loftet snart tømmes helt, så derfor er det lige nu vigtigt at få struktur på redskabsrummet så det ikke ender med kaos der. Det begynder at se godt ud dernede, synes jeg.



fredag den 23. januar 2015

Trægulv og fliser

Anni og jeg kørte sammen til Ikast for at hente trægulv til værelserne i tilbygningen, og se de fliser der lige var kommet hjem fra Italien samme dag. Denne gang, heldigvis de rigtige fliser. Så heldige var vi ikke sidste tirsdag, hvor der kom 2 tons forkerte fliser til Ikast.

Her står trægulvet i det der skal blive til Christoffers værelse:




onsdag den 7. januar 2015

Så blev taget skiftet

Tømrerne startede med at pille det gamle tag af tidligt om morgenen i projektørlys. Det var egentlig kun meningen, at de skulle pille taget af på den ene side af huset, men da vi kom hjem var begge sider skiftet.

Indtil videre er det kun første lag tagpap der er kommet på. Der skal et lag mere og lister på, og så skal der jo også laves en kvist på denne side af huset.

Er der slet ingen der kigger med? Kommentarer ønskes :-)



mandag den 22. december 2014

Udgravning i kælderen og gipslofter

Nu er udgravningen ved at være færdig i garage og værksted, så der kan blive støbt et nyt fint sammenhængede gulv i det nye år. Jeg har godt nok banket meget beton, og kørt meget ler og beton væk.

På disse billeder kan man se noget af det fundament, jeg nu har fjernet.





I dag startede tømrerne på at sætte gipsplader op på loftet i det der bliver til Benjamins værelse.


Og så har jeg fået mig en iPhone 6, så nu bliver der bedre mulighed for at tage panorama-billeder :-)






Tjek alle billederne, hvis du har mod på mere.

søndag den 7. december 2014

Weekendarbejde

Weekenden har stået på mere udgravning af sand og fjernelse af beton i værkstedet og garage, så vi kan blive klar til støbning af nyt gulv dernede. Jeg troede jeg var færdig med beton i værkstedet, men det var kun indtil jeg kom langt nok med i sandet, så opdagede jeg at der lå en kæmpe pølse beton hele vejen rundt ved soklen. Det ser ud til at man har lagt betonen ud, og så sat fundablokkene oveni dengang huset blev bygget. Det er noget forfærdelig noget at banke i, fordi det er beton lavet af støbemix, så det går ikke sådan lige i stykker.






Sandet bliver kørt ud foran tilbygningen, hvor der på sigt skal være fliser foran bygningen. En stor del af det slæbearbejde er foregået med trillebøre om aftenen.

Er der nogen derude der følger med? Lad mig se nogle kommentarer på indlæggene :-)

tirsdag den 2. december 2014

Opsætning af isolering og indervægge

Mandag blev der sat isolering op på lofterne. På mirakuløs vis nåede vi lige at få et aftræk sat op over, hvor der engang skal være tekøkken i fællesrummet. Hvis man ikke er vågen, så kører bussen :-)



Tirsdag er der blevet sat isolering op på indersiden af ydervæggene, og der er nu sat skelet op til indervæggene. Det er fantastisk at opleve rummene.



Her er de to vandrør der skal op til udekøkkenet på terrassen. Der er nu også sat et afløb op til udekøkkenet.


søndag den 30. november 2014

Weekendarbejde

Lørdag var jeg først i gang med at brække det sidste beton op i garagen og værkstedet og køre det væk i traileren. Dejligt at der ikke er mere beton der nu. Det er ved at hænge mig ud af halsen at brække beton - men der er selvfølgelig stadig meget der skal væk i overetagen.

Nå, men i det mindste er jeg kommet i god form af det.



Lørdag lagde jeg også de fliser sten ned på bagsiden af huset, som jeg pillede op onsdag aften for at jord-entreprenøren kunne komme til at lave klar til de nye nedløbsrør der skal laves, når ombygningen af huset begynder. De nedløbsrør skal jo løbe hen i regnvandstanken vi også fik sat op for nylig.











Søndag gik med lidt mere oprydning på bagsiden af huset.